
Kulturporten med 90 moderne lejeboliger er et nyt vartegn centralt i Farum. Det karakteristiske byggeri er opført i smukke og holdbare materialer og skaber en naturlig forbindelse mellem byliv, kulturtilbud og grønne opholdsrum.
Den 19. november 2025 begyndte de første familier at flytte ind i Kulturporten i Farum nord for København. Indflytningen markerer en vigtig milepæl: Det er her, hverdagen begynder, når de nye boliger bliver til hjem for de mennesker, der fremover bor og lever i hjertet af Farums kultur- og byliv.
”Kulturporten er en del af vores strategi om at styrke boligporteføljen med kvalitetsboliger, hvor funktionalitet, drift og ansvarlighed går hånd i hånd. Vores ejendomme skal skabe varig værdi for de mennesker, der bruger dem hver dag,” siger Dades’ ejendomsdirektør, Niels-Peter Edvardsen.
Bygget med omtanke
Som investor og ejer skaber Dades boliger, der skal fungere i mange år frem. I Kulturporten er der prioriteret ro i boligerne, et grønt, beskyttet gårdrum og gode fællesfaciliteter.
Byggeriet er opført efter DGNB Guld-standarden med sedumtag og solceller på dele af de skrånende tagflader, som leverer strøm til fællesarealerne.
Kulturportens karakteristiske arkitektur – med den åbne port i grønne, glaserede tegl, skæve tagflader og de rolige, jordfarvede facader – gør ejendommen til et nyt vartegn i Farum harmonisk placeret mellem byliv, kulturtilbud og grønne opholdsrum.
Skaber værdi i fællesskab
Sammen med Juli Living og Newsec, sørger Dades for en smidig indflytning af ejendommens nye beboer, også så spørgsmål bliver besvaret hurtigt, og små behov bliver grebet.
Kulturporten er udviklet i et tæt samarbejde mellem Sophienberg Gruppen og Dades, med PLH Arkitekter som arkitekt og Ingholt Consult som ingeniør. Raundahl & Moesby A/S er totalentreprenør på projektet, der omfatter både boliger og en stor parkeringskælder under bebyggelsen.
Læs mere om Kulturporten her.
FAKTA
Om Dades A/S
Dades A/S er en dansk ejendomsejer og -udvikler, der med erfaring og omtanke skaber rammer, hvor virksomheder og mennesker kan udvikle sig, og som samfundet kan bygge videre på. Siden 1937 har Dades A/S drevet langsigtet, stabil forvaltning med solide afkast og varige partnerskaber. Dades A/S’ ejendomsportefølje er på 25,5 mia. kr. fordelt på 1,1 mio. kvadratmeter.