
Den 1. september 2026 flytter Netcompany ind i deres nye jyske domicil på Rådhuspladsen 3 i Aarhus. Dades har udlejet det klassiske og tidligere ”Handelsbankens Hus”, der opgraderes, så det sikrer fleksible rammer for Netcompanys medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere de næste mange år frem.
”Vi glæder os til at flytte ind i hjertet af Aarhus – et sted, hvor byens puls og innovation mødes. Rådhuspladsen 3 bliver et inspirerende samlingspunkt for vores medarbejdere og kunder i Jylland, og vi ser frem til at tilbyde vores medarbejdere en hverdag i en bygning med både historie, karakter og moderne rammer”, siger Jens Aaløse, Country Managing Partner Denmark, Netcompany.
”Den ikoniske ejendom i hjertet af Aarhus er et godt eksempel på vores strategi: Renovering med omtanke, hvor funktionalitet, fleksibilitet og dokumenterbar drift går hånd i hånd. For Netcompany giver det rammer, der skaber værdi hver dag – for kunderne, for medarbejderne og for byen omkring dem. Det er ordentlighed og langsigtet værdi i praksis,” siger Niels-Peter Edvardsen, ejendomsdirektør i Dades.
Nænsom transformation med langsigtet værdi
Inden indflytningen sikrer vi en nænsom renovering af bygningens 6 etager. Vi respekterer de oprindelige arkitektoniske greb og opgraderer teknik, energi og indeklima.
Bygningen er kendt som Handelsbankens Hus; et byikon opført i 1943-1944 ved den danske arkitekt, Harald Salling-Mortensen. Det er et stykke aarhusiansk bygningskultur, som vi bringer sikkert ind i en moderne hverdag for en videnstung arbejdsplads.
FAKTA
Om Dades A/S
Dades A/S er en dansk ejendomsejer og -udvikler, der med erfaring og omtanke skaber rammer, hvor virksomheder og mennesker kan udvikle sig, og som samfundet kan bygge videre på. Siden 1937 har Dades A/S drevet langsigtet, stabil forvaltning med solide afkast og varige partnerskaber. Dades A/S’ ejendomsportefølje er på 25,5 mia. kr. fordelt på 1,1 mio. kvadratmeter.