Årsrapport for 2020/21: Et særligt år med bedste resultat i selskabets historie

Regnskabsåret 2020/21 blev på flere måder et ganske særligt regnskabsår for Dades. Som resten af landet har Dades været påvirket af restriktioner i forbindelse med Covid-19 med deraf følgende lukning af butikscentre, hjemmearbejde m.v. Det til trods er det lykkedes at øge Dades’ lejeindtægter i forhold til seneste regnskabsår, hvilket sammen med en positiv udvikling i ejendomsværdierne og finansielle kontrakter betyder, at Dades i 2020/21 opnåede det bedste resultat i selskabets 84-årige historie.

Selskabet realiserede et resultat før skat på 1.751 mio. kr. (779 mio. kr. i 2019/20), positivt påvirket af en solid og stabil drift, fortsat stigende ejendomspriser og selskabets renteafdækning.

Søren Kristiansen, der hermed aflægger sit første regnskab som administrerende direktør, udtrykker tilfredshed med resultatet og konstaterer, at Dades står godt rustet, operationelt og finansielt til at fortsætte udviklingen af selskabets ejendomsportefølje, der på balancedagen overstiger 26 mia. kr.

I foråret 2021 indgik Dades en langsigtet strategisk aftale med NREP om at forvalte og udvikle Dades’ ejendomsportefølje. Med aftalen er det hensigten at øge fokus på at udnytte de udviklingsmuligheder, der findes på Dades’ eksisterende ejendomme. Sammen med NREP har Dades igangsat et ambitiøst investeringsprogram, der indebærer, at der over de kommende år investeres op imod 2 mia. kr. i den

eksisterende portefølje og med selskabets aktuelle investeringskapacitet, er det målsætningen, at der skal foretages investeringer i nye projekter og ejendomme for op i mod yderligere 6 mia. kr. over den kommende årrække.

Dades vil uændret selv stå for køb af nye ejendomme med henblik på at styrke den samlede portefølje, og hvor muligt vil Dades ligeledes samarbejde med NREP om køb af nye ejendomme og projekter.

Endelig er der sammen med NREP igangsat et arbejde med at udvikle en bæredygtighedsstrategi – i bred forstand, hvor både energiforbrug, arbejdsmiljø og klima indgår. Arbejdet med bæredygtighedsstrategien ventes at være afsluttet i løbet af 2022.

I forbindelse med selskabets ordinære generalforsamling den 12. oktober 2021 er Peter Andreassen valgt til ny formand for Dades’ bestyrelse. Han erstatter Steen Parsholt, som efter 6 år i selskabets bestyrelse, har valgt at takke af. Ligeledes har Dorte Krak valgt ikke at genopstille til bestyrelsen. Hun erstattes af Barbara Fiorini Due, General Counsel i Novo Holdings A/S.

Læs hele rapporten her

Eventuelle spørgsmål bedes rettet til:
Adm. direktør Søren Kristiansen
Tlf. 45 26 01 09

Tilbage til oversigten