Fra kulturarv til blomstrende byrum 01 / 08
Tilbage til nyheder

Fra kulturarv til blomstrende byrum

Når vi bevarer historiske ejendomme, bevarer vi mere end mursten. Bygninger bærer historier med sig. Om mennesker, arbejdspladser, byudvikling og den kultur, der har formet de steder, vi færdes i hver dag.

Porthuset ved den gamle Gardinfabrik i Lyngby er et godt eksempel.

Huset har stået ved indgangen til fabrikken siden slutningen af 1800-tallet og fungerede oprindeligt som portnerbolig for Dansk Gardin- og Textilfabrik – engang Lyngbys største arbejdsplads med ca. 500 medarbejdere.

Da industrien forsvandt, forsvandt også husets oprindelige funktion. I mange år blev Porthuset brugt som kontor og levede en anonym tilværelse.

Da huset blev ledigt i 2025, valgte vi i Dades at renovere det med respekt for dets historie og oprindelige karakter. Men ambitionen var ikke kun at bevare bygningen. Vi ønskede også at give den nyt liv.

Først åbnede vi dørene med kunstudstillingen “Fra Kawamoto til Kattegat”, en nærværende udstilling med papirværker og japansk teudstyr. Her blev naboer og besøgende for første gang inviteret indenfor i det lille fine hus.

Kun en måned senere flyttede blomsterkunstner og florist DEAN ind og skabte sit eventyrlige blomsterunivers. Dermed har Porthuset fået nyt liv som et sted, der tiltrækker mennesker og bidrager med liv til området omkring Gardinfabrikken i Lyngbys gamle Bondeby.

For os er det en vigtig del af arbejdet med historiske ejendomme.

Vi skal naturligvis passe på arkitekturen og de fysiske spor fra fortiden. Men kulturarv bevares allerbedst, når bygningerne samtidig får lov til at udvikle sig og leve i nutiden.

God ejendomsudvikling handler om at se værdien i det, der allerede eksisterer – og skabe de rette rammer for, at historien kan leve videre.

Besøg DEAN’s fantastiske univers på deanflorist.dk og på Gl. Lundtoftevej, Kgs. Lyngby 

#renovering #ejendomsudvikling #Lyngby #Dades #Kulturarv #Bygningsarv #Transformation #Bevaring #deanflorist